Som ved handel i Danmark, løber danske virksomheder ved salg til Tyskland risikoen for at blive mødt med indsigelser over varens overensstemmelse med aftalen. Køber kan have den opfattelse, at leverancen er mangelfuld og kræver den solgte genstand repareret, byttet eller forlanger købesummen tilbage. Samme situation vil danske importører kunne være i, når de køber varer eller maskiner i Tyskland.

Om og hvorvidt en tysk eller dansk sælger efter tysk ret er forpligtet til at tage varen tilbage og godtgøre købsprisen eller bytte til en anden artikel i sortimentet, er hyppigt stridspunktet mellem sælger og køber.

Om sælgeren er retsligt forpligtet til at tilbagetage varen, afhænger på den ene side af grunden til tilbageleveringsønsket og på den anden side om der forligger en tilsvarende aftale med kunden eller om der findes og gælder juridiske regler.

Hyppigt rejses spørgsmålet om der haves en til fortrydelse, om der foreligger en mangel, hvilke mangelbeføjelser der haves, og om der foreligger en gyldig ansvarsfraskrivelse og om der er afgivet en garanti. I pdf-filen til højre vil du få svar på nogle af disse spørgsmål.

Køb og salg i Tyskland – Mangelansvar, reklamation og garanti ved købsaftale

Som ved handel i indland, vil danske virksomheder ved salg til Tyskland, kunne blive mødt med indsigelser over varens overensstemmelsen med aftalen. Køber vil kunne have den opfattelse, at leverancen er mangelfuld og kræver varen repareret, byttet eller forlanger købesummen tilbage. Spørgsmålene rejses også for danske importører, der køber varer eller maskiner i Tyskland.

Om og hvorvidt en tysk eller dansk sælger er forpligtet til at tage varen tilbage og godtgøre købsprisen eller bytte til en anden artikel i sortimentet, er hyppigt stridspunktet mellem sælger og køber.

Om sælgeren er retsligt forpligtet til at tilbagetage varen, afhænger på den ene side af grunden til tilbageleveringsønsket og på den anden side om der er lavet pågældende aftale med kunden eller om der findes og gælder juridiske regler.

I. Fortrydelse – ret til ombytning
Købers ønske om tilbagelevering af varer hører til hverdagens forretning i detailhandlen. Mange kunder mener, at de indenfor et bestemt tidsrum kan tilbagelevere eller ombytte købte genstande uden angivelse af grund, dvs. de har en lovmæssig fortrydelsesret. En sådan ombytningsret kender loven imidlertid ikke. Snarere gælder princippet, at sluttede handler skal respekteres. Fortryder køberen sin beslutning om køb, så er det hans problem.

Kun undtagelsesvis giver loven kunden en fortrydelsesret på 14 dage. En sådan ret indrømmes ved husdør- og fjernsalg (Fernabsatz) og forbrugerkreditaftaler (Verbraucherkreditgeschäfte), da kunden her skal blive beskyttet for overrumpling og for forhastet gældsforpligtelse.

I andre tilfælde har kunden kun ret til tilbagelevering af købsgenstanden, som han ikke kan lide (Nichtgefallen), når sælgeren frivilligt har erklæret sig indforstået med det. En sådan ret kan være indrømmet under købssamtalen eller være nedfældet i købsaftalen eller være angivet i standardvilkårene (på tysk: Allgemeine Geschäftsbedingungen – AGB). Gives kunden udtrykkelig en tilbageleverings- eller ombytningsret, er dette selvsagt bindende for sælgeren. Sælgerens forpligtelse retter sig i dette tilfælde efter aftalens indhold. Anderledes end ved mangelansvar er sælgeren ikke i alle tilfælde forpligtet til at erstatte købsprisen. Han kan også indskrænke ombytningsretten, så købssagen kan byttes mod en anden artikel i sortimentet eller udstede et gavekort.

II. Mangler – mangelansvar
Sælgeren er forpligtet til at overdrage købsgenstanden til køber fri for rets- og tingsmangler (Rechts- und Sachsmängel). Overgiver sælgeren køberen en fejlbehæftet vare, så er den ikke blevet ydet efter tyske lovregler. Købsgenstanden siges så at være behæftet med en mangel, og køber kan støtte sig til de lovlige mangelansvarsregler.

1. Hvad er en mangel?
Der foreligger en mangel, når varens faktiske tilstand afviger for den tilstand, parterne ved afslutningen af købskontrakten var forenelig om. På tysk taler man om, at er-beskaffenheden afviger fra skal-beskaffenheden (Abweichung der Ist-Beshaffenheit von der Soll-Beschaffenheit). Foreligger ikke udtrykkelig aftale om, hvordan genstandens beskaffenhed skal være, så må det forudsættes, at genstanden er af den for denne genstand gængse beskaffenhed eller har den for genstanden almindelige brugsanvendelighed. Ved salg af f.eks. en brugt bil, udgør tekniske defekter en mangel, men også det forhold, at bilen et repareret ulykkeskøretøj uden der på tilsvarende måde er blevet henvist hertil. Der foreligger ikke nogen mangel, når der var givet klare oplysninger om, at genstanden ikke er funktionsdygtig, eller kun i begrænset omfang er funktionsdygtig.

Til den afgørende beskaffenhed tæller også egenskaber, som kunden må forvente efter offentlige reklameudsagn. Bliver et telt beskrevet som ”duelig under ekstreme vejrforhold”, så skal det også kunne være anvendelig under speciel høj vejrstyrke. Dette gælder kun i få særtilfælde ikke, f.eks. når sælgeren hverken kan eller skal kende et af køberen valgt udtryk eller når han ikke har indflydelse på købsbeslutningen. Bevisbyrdern herfor ligger altid hos sælgeren.

At reklameløfter eller emballage-udsagn for det meste bliver truffet af producenten og ikke af sælgeren, er irrelevant for køberens krav overfor sælgeren. Pga. det faktum, at sælgeren også profiterer af producentens reklame, skal han regne reklameudsagnene med overfor kunden. Sælgeren kan dog selv gøre krav gældende overfor producenten mht. købsgenstandens mangel.

En mangel foreligger også, når en med varen solgt montage er blevet gennemført forkert eller upassende. Mangelansvaret omfatter f.eks. derfor også tilfælde, hvor en sælger anbringer købte køkkenskabe uhensigtsmæssigt i et køkken, selvom skabene som sådan uden videre kan blive benyttet.

Det foreligger endvidere en mangel, når sælgeren leverer en anden genstand end den aftalte eller leverer en forkert mængde.

2. Hvilken rolle spiller den såkaldte risikoovergang?
Der kan kun blive taget højde for en mangel, når manglen forelægger allerede på tidspunktet for den såkaldte risikoovergang. Dette er som regel tidspunktet, hvor tingen bliver overgivet til køberen. Det er tilstrækkelig, at manglen allerede er tilstede ved risikoovergangen, men først senere bliver synlig (eksempel: møtrikker på en maskine er fra starten ikke spændt ordentlig fast og falder efter noget tid af).

En særregel gælder ved forbrugerkøb, hvor den solgte genstand ikke anvendes erhvervsmæssigt. Opstår manglen indenfor seks måneder efter overgivelsen, bliver der i sådan en situation som regel formodet, at manglen forelå ved risikoovergang.

3. Hvilke misligholdelsesbeføjelser har køber?
a) Afhjælpning (Nacherfüllung):
Er varen behæftet med en mangel, har køberen først og fremmest kun et krav på afhjælpning (Nacherfüllung). Som udgangspunkt kan vælges mellem eftersyn (med reparatur af defekten) og erstatningslevering (levering af en ny mangelfri genstand). Sælgeren må kun nægte afhjælpning af manglen (Nacherfüllung), når denne er umulig at gennemføre (f.eks. når der er tale om en unik genstand eller et original, der ikke kan efterleveres eller når afhjælpning vil være forbundet med uforholdsmæssige høje omkostninger.

b) Yderligere mangelansvarskrav
Slår afhjælpning af manglen (Nacherfüllung) fejl eller afviser sælgeren denne, har køberen krav på at hæve handlen, forlange prisreduktion (forholdsmæssigt afslag i købesummen) og/eller kræve skadeerstatning. Dette gælder, når han har givet sælgeren en passende frist til afhjælpning (Nacherfüllung) og denne frist er udløbet og ikke har ført til noget resultat.

Under skadeerstatning falder reparationsomkostninger og skadeerstatning angående mangelfølgeskader (f.eks. fordærvede frostvarer i en defekt fryser). I sådanne tilfælde er en fristsættelse til afhjælpning (Nacherfüllung) undtagelsesvis ikke nødvendig. Erstatningen for mangelfølgeskader (de fordærvede frostvarer) kan umiddelbart blive gjort gældende.

4. Hvornår bortfalder mangelansvarskrav trods en mangel?
Mangelansvar bortfalder efter loven, når kunden kendte fejlen ved afslutningen af kontrakten eller ikke kendte den, som følge af væsentlig uagtsomhed. Beror ukendskabet på væsentlig uagtsomhed, hæfter sælgeren imidlertid alligevel, såfremt denne svigagtigt har fortiet manglen eller har givet en garanti for tingens beskaffenhed.

5. Reklamation, forældelse og ansvarsfraskrivelser
Ved købskontrakter mellem erhvervsdrivende må der haves særlig fokus på reklamationsfirsterne, idet køberen omgående efter overgivelsen skal efterprøve de leverede varer og evt. anmelde mangler, når han ikke vil tabe sit mangelansvarskrav.

Er der givet rettidig reklamation, må der holdes øje med forældelsesfristen. Denne er ved mangler ved købsgenstanden på 2 år, i byggeerhverv sågar 5 år. Den begynder regelmæssigt med overdragelsen af købsgenstanden. Efter 6 måneder træder imidlertid en omvendt bevisbyrde i kraft (se 2.)

Ofte indeholder kontrakter eller sælgerens almindelige forretningsbetingelser ansvarsbegrænsninger. Sådanne ansvarsbegrænsninger eller ansvarsfraskrivelser er kun i indskrænket tilladt, idet der må ses på, om salget sker til en erhvervsdrivende eller forbruger. Er køberen er forbruger, må der ikke aftales en forældelsesfrist, der er mindre end 2 år for ny fremstillede genstande, og mindre end 1 år for brugte genstande.

Ved salg til en erhvervsdrivende – og her er underordnet om sælgeren er en erhvervsdrivende eller en forbruger – kan forældelsesfristen ved nye genstande gennem standardvilkårene begrænses til et år og udelukkes helt ved genstande. Foreligger en individuel kontrakt kan mangelsansvaret udelukkes fuldstændigt.

Udarbejdelse af almindelige forretningsbetingelser må overlades til eksperter, idet der gælder særlige regler for ansvarsbegrænsninger, herunder for ansvar for personskade. En enkelt ugyldig klausul kan medføre, at alle andre bestemmelser i de almindelige forretningsbetingelser også bliver ugyldige.

III. Krav ved garanti
Garantien bliver i daglig forretningsforbindelse ofte forvekslet eller ligestillet med mangelansvar. I den retslige bevidsthed er garanti midlertid noget andet. Under garanti forstår man det forhold, at garantigiveren begunstiger køber særligt, idet han indrømmes et krav der går ud over de almindelige mangelsbeføjelser, som loven hjemler. Garantien er en frivillig erklæring, oftest fra producenten (producentgaranti) eller forhandleren (forhandlergaranti). Forhandleren eller producenten tager ansvaret for, at tingen har en bestemt beskaffenhed (beskaffenhedsgaranti) eller at beskaffenheden består over en vis tidsperiode, dvs. at den ikke blive slidt eller opslidt (holdbarhedsgaranti).

Den med garantierklæringen afgivne garantiforpligtelse binder, uanset om manglen har foreligget ved risikoovergangen. Garantien er uafhængig af det lovlige mangelansvar.

For garantien hæfter kun garantistilleren. Køberen har altså ingen krav af garantitilsagnet mod sælgeren, når garantien er blevet udstedt af producenten.

Garantierklæringen kan gives mundlig og skriftlig, såvel i kontrakten, i de almindelige forretningsvilkår og på emballagen eller i produktbeskrivelsen.

-> Kontrakter
-> Almindelige forretningsbetingelser
-> Entreprise
-> Forældelse